Hovedstadens handelsforeninger samarbejder

Det er ingen hemmelighed at de fysiske butikker er inde i en turbulent periode. Det har givet anledning til at der nu er indledt et historisk samarbejde mellem Hovedstadens Handelsforeninger som Amager Butikkerne er en del af.

Nethandel, indkøbscentre, pandeminedlukninger, energiprisstigninger, inflation og dyre lejemål. Listen over udfordringer, som den traditionelle detailhandel har mødt gennem de seneste år, er mange. Det smitter af på butikslivet i Hovedstaden. Her må mange butiksejere kæmpe for at holde hovedet oven vande.

Det er den situation der har været udslagsgivende for at handelsforeningerne fra City, Frederiksberg, Østerbro, Amager, m.fl. har fundet sammen. Målet med samarbejdet er at gøre opmærksom på de udfordringer som byens detailhandel står over for. I første omgang med fokus på at få de lokale politikere til at tage aktiv stilling til fremtiden for byens handelsliv.