Café 5-øren
Bar
Cafe 5-ørens historie.
Med baggrund i Musikforeningen 5-øren, slog Cafe 5-øren dørene op første gang i 1991.Ret hurtigt blev det dog erkendt at den gode frivillige ånd alene ikke var nok til en daglig drift, og ret hurtigt overgik cafeen derfor på private hænder dog med den rette 5-øre ånd tilstede. Med forskellige ejere og med Musikforeningen 5-ørens formand Per Abildtrup som gennemgående figur, er cafeen blevet videreført, og i de sidste 10 år er det Per Abildtrup og Preben Jakobsen som har været ejere.
I dag er omdrejningspunktet stadig musikken. Stampublikummet består først og fremmest af Musikforeningen 5-ørens frivillige medarbejdere og andre musikinteresserede. Arrangementer til koncerter i ind-og udland arrangeres lejlighedsvis til en billig penge. Nævnes kan indenfor de sidste år, Rolling Stones og Madonna i Horsens, The Police i Århus, Bruce Springsteen og George Michael i Parken , foruden flere ture til Sverige , hvor John Fogerty fra det hedengangne Creedence Clearwater Revival har været hovedattraktionen.
I øvrigt er Cafe 5-øren hvert år en del af Copenhagen Blues Festival, hvor højtkvalificerede musikere hvert år spiller på cafeen. Efter koncerter i Amager Bio er det muligt indimellem at støde ind i mere eller mindre kendte musikere fra hele verden. Sidst var Steve Winwood på besøg, men også Will Hoge, The Tubes, Nine Below Zero, vores egen Allan Vegenfeldt fra Sandmen, Århusianske Mike Andersen og ikke mindst lokale Frede Fup lægger vejen forbi, sammen med en masse lokale musikere.
Sporten fylder også meget , med fodbold i højsædet. FCA bruger cafeen som fast base og ligeledes kører FCKFCA udebane ture med cafeen som udgangspunkt. Andre klubber som B1908, Sønderbro Fight, Hekla og selv volleyballklubben AVK mødes tit her. De 3 fladskærms TV giver også mulighed for at samles om store sportsbegivenheder, som O.L., Boksning, Formel 1, Champion League og Fodboldlandskampe. Har du lyst til at spille backgammon, dart, skak eller måske rafle om en lille en, henvender du dig bare i baren, hvor alt kan lånes gratis. Hvis du har lyst, kan du også møde os på facebook, hvor nogle af cafeens trofaste gæster har oprettet en gruppe.